Vi foreslår at du - som i alle andre situationer - finder ud af det med dig selv og handler derefter, uanset hvad loven siger. Men hvis du beslutter dig for at hoppe på skraldevognen, så er det meget rart at vide, hvad du risikerer. Derfor:
Er noget først smidt ud, det vil sige ligger i en skraldespand, ejes det ikke af nogen. Hvis det at komme til en container betyder at du er nødt til at hoppe over et hegn, bryde en dør op eller deslige, kan du i værste fald få en bortvisning. Er der åben adgang til gården, kan du forsyne dig frit.
"Hvis stedet er offentligt tilgængeligt, så er der ikke et problem. Og kun hvis man virkelig laver ballade eller ødelægger ting, kan vi give en bøde - det er en helt anden sag. Når folk har smidt noget væk er det ikke deres ejendom længere, det gør vi ikke noget ved." (citat: Amager Politi)
Møder man en medarbejder så snak med dem, forklar på konstruktiv og venlig vis hvorfor det er okay at skralde. Selvfølgelig kun hvis man har lyst, ellers kan man bare gå. Mange er søde, men mange vil også med al verbal magt forsøge at få en væk. Husk derfor at eventuelle trusler om straf ikke holder.
Ovenstående bygger på udtalelser fra Amager- og Nørrebro Politi, Københavns Retshjælp, samt fra personlige nærkontaktsoplevelser - f.eks. dengang vi, med næserne i Emmery's spande, blev passet op af tre civilbetjente. Vi snakkede lidt med dem og bød dem på muffins, de gjorde sig lidt vittige, men smuttede igen ud i natten, uden at tage hverken navn eller fødselsdato.
